|

Beretning ved Kvickly Odder’s generalforsamling den 22. marts 2011
Når man slår op på FDB’s hjemmeside, så mødes man med følgende budskab:
- FDB er din forening. Du ejer os faktisk sammen med 1.7 mio. andre mennesker.
- Sammen ejer vi Coop, Danmark’s største dagligvareforretning.
- Som medlem får du del i vores overskud i form af økonomiske fordele.
- Vi bruger også vores overskud til at styrke bæredygtighed, og til at fremme et ansvarligt forbrug, så du som medlem af FDB er med til at gøre en forskel.
Alt dette startede i Thisted i 1866, hvor Danmarks første brugsforening blev stiftet.
Det er således den hurtige oversigt over hvad FDB står for, og med hovedtemaer indenfor sundhed, miljø, klima og etisk handel, er det samtidig hvad I medlemmer og kunder er en del af og bakker op omkring. Naturligvis vil det jo være med et engagement, som er forskelligt fra medlem til medlem.
Dette engagement for FDB’s tanker og/eller driften af vores egen brugsforening her i Odder er naturligvis den primære årsag til, at vi er nogle personer, der har ladet sig opstille og vælge til butiksråd og bestyrelser i butikkerne eller brugsforeningerne. Gennem dette arbejde og i kraft af ihærdige mennesker og ildsjæle er vi her i Kvickly Odder faktisk rigtig godt repræsenteret i både FDB og Coop.
Allerførst sidder vores eget bestyrelsesmedlem Kim Bruhn i FDB’s landsråd, som er det øverste beslutningsorgan i FDB, og Landsrådet, der er på 124 personer, vælger således både FDB’s formand og øvrige bestyrelse. Herudover har vi fra den sammensluttede kreds af de 13 selvstændige Kvickly-brugsforeninger bestående af 13 bestyrelsesformænd og 13 varehusdirektører indvalgt 2 formænd og 1 direktør i FDB’s bestyrelse på i alt 10 medlemmer, og vi er repræsenteret med 1 formand og 1 direktør i Coop’s bestyrelse på i alt 9 medlemmer.
Lokalt er vi repræsenteret i DSM, som er den sammensluttende kreds af de 13 selvstændige Kvickly-brugsforeninger. Her sidder både Arne og jeg i bestyrelsen, der består af 4 formænd og 4 direktører.
Vi har derfor en optimal mulighed for at referere til og blive hørt i de bestemmende kredse, og derfor vil jeg også gerne lade dette gå videre til Jer, hvis I sidder med en god idè eller måske noget der plager Jer i relation til FDB og Coop, så sig det til os, og det vil blive bragt videre.
Hvad har FDB så bibragt Jer i løbet af året, udover hele tiden at være den forbrugermæssigt vagthund som jeg nævnte i min indledning:
Hen over det seneste år har FDB introduceret en række nye fordele for medlemmerne, samlet i det, vi kalder CoopPlus.
De nye fordele hedder CoopPlus, fordi det er noget ekstra, som vores medlemmer får ud af at handle i Coops og brugsforeningernes butikker. CoopPlus belønner dem, der handler ofte eller handler meget. Belønningen består af point, som løbende henover året kan bruges til at købe varer på coopplus.dk eller varer i medlems-butikkerne i et par uger om året.
Første gang medlemmerne kan bruge point til at købe almindelige varer for i sin butik, bliver hen under jul i år.
Introduktionen er forløbet planmæssig, og medlemmerne har taget CoopPlus til sig, idet 900.000 medlemmer ved årsskiftet havde tilmeldt sig ordningen og 68% af disse (godt 600.000) har sagt ja til at modtage relevante tilbud og informationer pr. e-mail.
Antallet af medlemmer i FDB og brugsforeningerne er vokset med over 3700 gennem det seneste år. Det er ret imponerende i lyset af, at FDB og de fleste brugsforeninger siden 1. maj 2010 opkræver et indskud på 200 kroner i andelskapital fra alle nye medlemmer. At vi har fået flere medlemmer, viser, at danskere gerne vil investere 200 kroner i at blive medlem af FDB og brugsforeningerne og dermed også få adgang til CoopPlus-fordelene. Skulle et medlem fortryde og melde sig ud igen, bliver de 200 kroner tilbagebetalt.
FDB har i 2010 endvidere haft fokus på skolekontakten gennem en kampagne ”Mad eller hvad”, hvor 110.000 skoleelever i hjemkundskabstimerne har lavet sund mad efter opskrifter fra FDB og med varer fra den lokale brugs.
FDB har endvidere udgivet skolematerialet ”Kemien i din hverdag”, hvor der orienteres om hvor meget kemi man møder i f. eks. deodoranter, eyeliner og parfume, og over 40.000 skoleelever er på denne måde blevet klogere, og fået et mere bevidst forhold til emnet.
FDB har også i løbet af året haft fokus på madpyramiden, som jo snart er en gammel traver, og som jeg tror, vi alle kender, og den vil der fortsat være stor fokus på med hovedtemaet ”spis mest fra bunden”.
Stævnesnacks er også et tiltag fra FDB i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund. Stævnesnacks er en portion skåret frugt, og der er sponseret en værktøjskasse med knive, bægre, skærebrædder, forklæder og instrukser, og så har idrætsklubben selv indkøbt råvarerne i den lokale brugs. 121 lokale idrætsforeninger har benyttet tilbuddet, og der er solgt over 14.000 portioner stævnesnacks landet over.
Af andre aktiviteter kan nævnes fremstød indenfor økologi og sundhed, etisk handel, grøn idè-pris indenfor klima og miljø. Herudover kan nævnes Skovens Dag, Groft & Grønt – klimavenligt køkken med Sebastian Klein. Som I kan høre, så er FDB absolut trukket i arbejdstøjet og er meget synlig i dagligdagen. Mange af disse arrangementer kan I læse mere om i Samvirke, som ligger klar til Jer ved kasserne i butikken. Endvidere kan henvises til hjemmesiderne FDB og Coop.
Og alt dette startede i Thisted i 1866, hvor Danmarks første brugsforening blev stiftet.
Den endelige 2010-årsrapport for Coop, som jo er selve driftsselskabet, og som vi jo har franchisekontrakt med, foreligger endnu ikke, men der forventes et tilfreds-stillende resultat i størrelsesordenen 650 – 700 mio. kr., hvilket svarer til det budgetterede. Den samlede omsætning i Coop andrager ca. kr. 42 mia.ex. moms. I årets løb har Coop moderniseret butiksnettet for ca. 1 mia. kr., og der er taget et nyt nonfood-lager i brug i Odense, som er med til at sikre en effektiv distribution af nonfood-varerne.
Coop har endvidere sammen med den britiske Hilton Food Group etableret en ny fabrik i Hasselager, der skal levere færdigpakket kød til alle Coops butikker. Fabrikken er lige ved at være klar til produktion. Fordelen ved kødfabrikken er, at vi opnår et mere ensartet produkt, og problemer omkring hygiejne og sporbarhed bør kunne undgås. Her i Odder har vi dog ikke haft problemer omkring hygiejnen, og dette dokumenteres ved at alle produktionsområder i butikken har elite-smileyes.
Coop oplyser, at der i 2010 har været en omsætningsfremgang på 20% på fairtrade-varer, økologi er vokset med 3% og der kommer stadig flere og flere varer til indenfor Änglamark og Nøglehul. Dette beviser, at de vedtagne indsatser indenfor miljø, økologi, sundhed, klima og etisk handel bærer frugt.
I Kvickly Odder har vi også grund til at være stolte og tilfredse, idet 2010 har været endnu et fantastisk år, hvor vi igen har formået at fastholde bestående kunder og samtidig tiltrække nye kunder gennem adskillige kundevendte aktiviteter og tiltag.
Foreningen har i regnskabsåret 2010 opnået et resultat før skat på tkr. 4.981 og efter at have betalt tkr. 1.249 i skat til Odder Kommune, så har vi et nettoresultat på tkr. 3.732, hvilket er bedre end budgetteret, og vi anser resultatet som særdeles tilfredsstillende. 2010 har været 1. hele driftsår for vores 2 nye konkurrenter, der etablerede sig i byen medio 2009, så vi har naturligvis været spændte på, om det ville ændre noget på konkurrencesituationen.
Det skal også nævnes, at inden vi kommer til vores nettoresultat på ca. 3,7 mio. kr., så har vi uddelt godt 1 mio. kr. i sponsorstøtte til mange forskelligartede foreninger indenfor sport og kultur.
Mange kreative udstillere har endvidere gæstet vores galleri til stor glæde for mange af byens borgere, og vi har som vanligt uddelt kr. 50.000 fra vores 100-års jubilæumspulje. Den netop foretagne uddeling i 2011 var sidste uddeling af i alt 10.
I butikken i Odder har vi i 2010 ikke foretaget store synlige ændringer, da vi fortsat føler, at vi har en fuldt ud opdateret butik, men i en butik som vores er der hele tiden behov for reparationer og vedligehold.
Derimod har der igen i år været mange arrangementer og events henover året, hvor nok vores forbrugermesse og vores mega vinlagersalg i flere omgange har trukket de fleste kunder til butikken. Gennem en meget intensiv annoncering og profilering af Kvickly Odder i de trykte medier og også gennem radio- / TV-indslag, så er det lykkedes, at tiltrække nye kunder fra et meget stort geografisk område – ja stort set fra hele landet.
Det er fortsat meget fokus på personalet, som jo er butikkens vigtigste råstof, og der arbejdes til stadighed på dygtiggørelse af personalet og gennem uddelegering af ansvar og medansvar og give plads til at tage initiativ, så motiveres medarbejderne til at yde deres bedste, hvilket også diverse kundetilfredshedsundersøgelser kvitterer for.
I får en idè, I laver en hurtig brainstorming, I planlægger, I uddelegerer, I sætter i gang, I nyder det, kunderne kommer og nyder det også, og så er succesen hjemme. Det er det Kvickly Odder er god til - igen og igen – og tingene lykkes. Derfor skal der lyde en stor ros og tak til ledergruppen og det øvrige personale.
I Gylling har vi foretaget lidt mindre tilpasninger i butikken, og her senest er der sket udskiftning af flere køle- /frysediske. Ellers forløber driften tilfredsstillende uden de store udsving.
I Hov har vi brugt mange arbejdsmæssige kalorier i 2010, hvor vi har opført og ibrugtaget den nye Dagli’Brugs. Brugsen stod planmæssig klar til indvielse den 10/10-2010 kl. 10.10 og blev mødt med mange begejstrede kunder henover en festlig dag. Efterfølgende har vi haft stor succes i butikken med meget flotte salgstal og et højt motiveret personale.
De 5 lejligheder på toppen stod klar den 1/12-2010, hvor de første 2 købere også stod klar til indflytning. Efterfølgende har vi solgt en lejlighed mere, og vi forventer at de sidste 2 kan sælges henover foråret.
Byggeriet er i en høj kvalitetsmæssig standard, og både vi og mange af Hov’s borgere synes, at den arkitektoniske udformning er ramt lige i skabet. Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med de implicerede håndværkere, arkitekter og ingeniører, og vi kan derfor kun se tilbage på byggefasen med stor tilfredshed.
I både Gyling og Hov har vi nu 2 opdaterede og tidsvarende butikker, og det er derfor at stor vigtighed, at butikkerne bakkes op af de lokale, for også at sikre en optimal dagligvareforsyning i fremtiden.
Vores øvrige udlejningsaktiviteter omkring de 2 lejemål på Icon-grunden og 2 huse på Boulevarden forløber også tilfredsstillende, og vaskehal/tankanlæg lever også fuldt ud op til vores forventninger.
2011 er godt begyndt med flere succesfyldte arrangementer, masser af gode varetilbud til gode priser, masser af kunder, et fortsat tændt personale – og der tjenes fortsat penge på bundlinien. Vi ser derfor positivt frem til 2011, hvor vi ikke regner med at skulle have gang i de store projekter, men fortsætte den positive driftsudvikling, så vi fastholder og gerne udbygger Kvickly Odder’s position i markedet og derigennem fortsat er byens og områdets bedste indkøbssted.
Jeg bliver derfor igen i år nødt til at rose og takke mine bestyrelseskollegaer og vores direktør Arne Sørensen for en god arbejdsindsats og for et inspirerende og meget konstruktivt samarbejde. Jeg føler, at vi alle arbejder rigtig godt sammen i kraft af vores forskellige kompetenceområder og en god personlig kemi.
Til slut vil jeg også gerne rette en tak til alle Jer medlemmer og kunder, for I er naturligvis også med til at skabe og fastholde succesen omkring Kvickly Odder.
Og det hele startede jo i Thisted i 1866, hvor Danmarks første brugsforening blev stiftet.
Her lokalt startede det hele i 1902, hvor Odder Brugsforening blev stiftet.
22/3-2011
Knud Hansen, bestyrelsesformand
|